Det tog tid. Og mange aftener med små fødder, der sneg sig tilbage under dynen.
Men med tålmodighed og lidt struktur kom vi faktisk i mål. Så her er, hvad der virkede hjemme hos os – måske kan det også hjælpe dig.
Søvnbehov – ja, børn har brug for mere søvn end man tror
Det gik op for mig, at vores barn faktisk var overtræt det meste af tiden. Ikke fordi vi ikke prøvede, men fordi vi ikke helt havde styr på, hvor meget søvn børn faktisk har brug for:
- Babyer: 14–17 timer i døgnet
- Småbørn: 11–14 timer (og det er inkl. lure)
- 3–5-årige: 10–13 timer
- Skolebørn: 9–11 timer
Når de ikke får det, bliver de klynkende, stædige – og virkelig svære at få til at falde i søvn. Og så begynder man at tvivle på det hele.
Rutiner… igen og igen og igen
Jeg var træt af det ord. “Rutiner”. Men der gik ikke lang tid, før jeg måtte erkende, at det faktisk hjalp. Ikke noget fancy – bare de samme ting, i samme rækkefølge. Hver aften.
Hos os lød det sådan her:
- Lidt aftensmad (ikke noget sukkerkaos)
- Varmt bad
- Natble og nattøj
- Tandbørstning
- Godnathistorie
- Godnatsang (og ja, det er den samme hver aften – de bliver nærmest sure, hvis man skifter den ud)
- “Sov godt, vi ses i morgen”
Det var kedeligt. Men det virkede.
Værelset skulle føles rart
Vi prøvede først at gøre værelset “pænt”. Men det var faktisk vigtigere, at det føltes trygt for dem. Ikke for os. Det betød:
- Natlampe med blødt lys
- En bamse eller to (eller fem)
- Sengetøj de selv havde valgt
- Ingen skarpe skygger eller åbne skabe
Og vi lod dem selv vælge, hvordan det skulle se ud. De elskede det.
Det var ikke én stor overgang – det var 30 små
Først lod vi dem sove i deres egen seng inde hos os. Så rykkede vi den lidt væk. Så ind på eget værelse – men vi sad der, til de sov.
Efter noget tid begyndte vi at gå lidt tidligere ud. Lidt før. Lidt før igen. En aften faldt de bare i søvn selv.
Det tog uger. Men det skete.
Ros hjalp – og lidt belønning gjorde heller ikke noget
Vi lavede en lille tavle med stjerner. Hver nat i egen seng gav en stjerne. Fem stjerner = lille gave (ofte bare noget fra gemmerne).
Men vigtigst: vi roste dem om morgenen. “Hvor er vi stolte af dig.” “Du klarede det!”
Det gav dem selvtillid – og os lidt håb.
Nogle aftener gik det af h… til
Der var aftener med tårer. Med råb. Med “jeg vil ikke sove alene”-skrig og 10.000 undskyldninger for at stå op igen.
Vi blev trætte. Vi gav op nogle gange. Vi bar dem ind til os. Og det er også okay.
Vi startede bare forfra næste dag.
Hvad hvis de er bange?
Det er ikke bare modvilje. Nogle børn er bange. For mørket. For at være alene. For noget, de ikke kan forklare.
Vi prøvede at tale om det. Ikke bare sige “det er der ikke noget at være bange for”. Vi lyttede. Gav dem en bamse-“bodyguard”. Lod dem selv vælge, hvordan sengen skulle stå. Og det hjalp.
Det tog tid. Men det kom.
Jeg tror ikke, der findes ét rigtigt svar. Nogle børn elsker deres egen seng fra starten. Andre gør ikke. Nogle sover trygt alene som toårige – andre først som femårige.
Hos os tog det et halvt år. Men pludselig var det bare sådan, det var.
Så mit bedste råd? Hav tålmodighed. Vær blid. Og tro på, at det nok skal komme.
